Hunkatte steriliseres primært for at undgå uønskede
killinger. Det eneste alternativ til sterilisation er at give katten p-piller.
Det kan dog være forbundet med en del bivirkninger, hvis man giver katten p-piller
over en længere periode, f.eks. kræft i mælkekirtlerne, så sterilisation vil
være at foretrække i langt de fleste tilfælde.

Før hunkatten får den første bedøvende indsprøjtning, bliver
hun vejet og undersøgt. Når hun er bedøvet, får hun lagt et gummirør ned i
luftrøret, hvori gennem hun får ilt og narkosegas. Indgrebet foretages gennem
et ca. 1,5 cm langt snit i huden og den underliggende bugvæg. Æggestokkene og
livmoderen fjernes ved sterilisationen. Åbningen i bugen sys sammen i tre lag;
bugvæggen, underhuden og huden. Huden sys med en indvendig tråd, og knuden
skjules under huden, så der er ingen sting at se eller fjerne.

Hunkatten smertestilles med en indsprøjtning, der holder ham
smertelindret i 3 døgn.

Du kan vælge at lade katten øretatovere samtidig med sterilisationen.
En øretatovering gør det muligt at finde frem til den rette ejer, hvis katten
er blevet væk hjemmefra eller kommer til skade. Det er ikke lovpligtigt at
øretatovere katte.

Katten er klar til at komme hjem senere samme dag, men hun
skal blive inde resten af dagen, og må ikke blive kold.

Steriliserede hunkatte har tendens til at blive for tykke, så det er vigtigt at holde nøje øje med vægten efter sterilisationen.