På Store Heddinge Dyrehospital vaccinerer vi som standard
hunde med en vaccine, der beskytter mod hundesyge, parvo, leverbetændelse,
leptospirose og parainfluenza.

Hunde skal vaccineres to gange med ca. 4 ugers interval,
herefter 1 gang årligt, eller hvert tredje år, alt efter hvor godt hunden skal
være beskyttet. Hvis du ønsker din hund beskyttet mod alle 5 sygdomme, skal
hunden vaccineres hvert år. Hvis du vil nøjes med at have den beskyttet mod
hundesyge, parvo og leverbetændelse, kan der gå op til 3 år mellem
vaccinationerne. Vær opmærksom på at forsikringsselskaber, hundetræningsklubber
etc. kan kræve, at hunden vaccineres årligt.

Den første vaccination kan gives, når hunden er 8 uger
gammel.

Samtidig med vaccinationen foretages et sundhedseftersyn.

  • Hundesyge skyldes et virus, og angriber især
    unge samt svækkede hunde. Symptomerne kan være mangeartede, men feber, nedsat
    appetit, flåd fra næse og øjne, hoste, opkastninger og diarré er almindelige
    tegn. Hvis hunden overlever infektionen, kan der opstå følgelidelser i
    centralnervesystemet, så hundesyge er en alvorlig sygdom. Vaccinens effekt
    holder i 3 år.
  • Parvo skyldes et virus, der angriber hunde i
    alle aldre. Hundene bliver nedstemte, får feber, mister appetitten og får
    opkastninger og diarré, der kan være blodig. Især hvalpe dehydreres hurtigt.
    Hos spæde hvalpe, kan hjertet også angribes af parvovirus. Fremtidsudsigterne
    for hvalpe, der rammes af parvo, er reserverede. Vaccinens effekt holder i 3
    år.
  • Leverbetændelse skyldes et virus og ses oftest
    hos unge hunde. Smitsom leverbetændelse kan give symptomer som nedsat appetit,
    sløvhed, opkastninger, blødninger, feber, lys afføring, mørk urin og
    mavesmerter. Hundens fremtidsudsigter afhænger af, hvor hårdt den er angrebet.
    Vaccinens effekt holder i 3 år.
  • Leptospirose skyldes en spirokæt, der er en
    slags bakterie. Den lejrer sig blandt andet i nyrerne, hvorfra den kan udskilles
    med urinen resten af dyrets liv, og gøre den til kronisk bærer. Leptospirose
    kan vise sig som akut eller kronisk sygdom. Symptomerne kan være feber,
    blødninger, muskelsmerter, opkastninger, diarré, nyresvigt, gulsot, leversvigt,
    forandringer i øjet mv. Leptospirose er en zoonose og optræder derfor hos både
    dyr og mennesker. Syge hunde bør aflives, da de er smittefarlige – også for
    mennesker. Hunde, der færdes steder med mus og rotter, eller ligefrem fanger
    disse, samt hunde der bader i overfladevand og jævnligt kommer steder med
    fugtig jord og mudder, har størst risiko for at møde smitten. Vaccination giver
    en god beskyttelse, men effekten holder kun et år. Hvis din hund er i
    risikogruppen, anbefales derfor årlige vaccinationer.
  • Parainfluenza skyldes et virus, og indgår i
    kennelhostekomplekset. Kennelhoste er en blandingsinfektion, der kan skyldes
    flere forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Parainfluenza giver
    milde symptomer fra luftvejene. Hvis man ønsker den bedst mulige beskyttelse
    mod kennelhoste, bør man samtidig bruge næsevaccinen, der også beskytter mod
    Bordetella, der giver kraftigere kennelhostesymptomer. Vaccinens effekt holder
    1 år.

 

Kennelhoste

Foruden de ovenfor nævnte sygdomme, kan hunden også
vaccineres med en vaccine, der beskytter bredere mod kennelhoste (Bordetella og
parainfluenza). Denne vaccine gives i næsen.

Næsevaccinen kan gives til hunde, der i perioder må antages
at være udsat for høj smitte, f.eks. ved pasning i kennel, eller hvis man vil
undgå irriterende afbræk i træning eller deltagelse i konkurrence pga. karantæne
efter kennelhoste. Man bør give vaccinen mindst 72 timer før forventet
smitterisiko (ophold i kennel). Dernæst kan revaccineres årligt.

Hundene kan få lidt symptomer i dagene efter vaccinationen,
og vaccinen bør gives i god tid (uger før), hvis hunden skal lave vigtigt
næsearbejde eller lignende.

 

Rabies

Hunde, der skal med ud at rejse, skal i langt de fleste
tilfælde vaccineres mod rabies. Den første vaccination kan gives, når hunden er
12 uger gammel. Hvis hunden vaccineres, når den er yngre end et år, holder
vaccinen i 1 år. Hvis hunden er 1 år eller ældre, når den vaccineres, holder
vaccinen i 3 år.

 

Hvis din hund har andre behov for vaccination så kontakt os
for yderligere info.