Hanhunde kastreres som regel for at undgå parring og mindske typisk hanhundeadfærd, f.eks. strejfning, urinmarkering og interesse for at slås med andre hanhunde. Der kan være andre årsager til at man vælger at kastrere en hanhund, spørg os gerne til råds før du træffer din beslutning.

Hanhunden skal møde fastende på operationsdagen. Før han
bedøves, bliver han vejet og undersøgt.

Først får han en forbedøvelse, der gør ham en smule træt. Du
er meget velkommen til at blive hos din hund, mens han får forbedøvelsen, og
indtil den har effekt. Når han er tilpas træt, tager en dyrlæge eller
veterinærsygeplejerske ham med på operationsstuen, hvor han får en
indsprøjtning i blodåren på forbenet. Denne indsprøjtning får ham til at falde
helt i søvn, hvorefter han får lagt et gummirør ned i luftrøret. Herigennem får
han ilt og narkosegas gennem operationen.

Indgrebet foretages gennem et lille snit foran pungen,
hvorigennem begge testikler fjernes. Huden sys med en indvendig tråd, og knuden
gemmes under huden, så der er ingen sting at se eller fjerne.

Hunden bliver lagt til opvågning og får krave på lige før
han vågner. Han skal beholde kraven på i 6-8 dage, indtil han ikke længere er
interesseret i såret. De første dage må han gå korte tisseture i snor, men
længere ture, svømning og træning skal vente til efter 10 dage.

Hanhunden er klar til at komme hjem senere samme dag. Han
vil være halvtræt resten af dagen, og må ikke blive kold. Han får
smertestillende piller med hjem til nogle dage.

Kastrerede hanhunde har tendens til at blive for tykke, så
det er vigtigt at holde nøje øje med vægten efter kastrationen. Nogle hanhunde, især af langhårede racer, kan med tiden få en anderledes pels.