Rejseaktiviteten stiger i takt med, at sommeren nærmer sig, og når hunden skal med, er det hovedsagelig de omkringliggende lande, vi frekventerer.

Hvis man vil se de nyeste regler på området, kan man gå ind på Fødevarestyrelsens hjemmeside, www.foedevarestyrelsen.dk/, og videre til ”dyr” og til ”rejse med kæledyr”. Der vil man blive guidet igennem de ting, man skal huske at have i orden, før man tager hunden med sig til et bestemt land.

Jeg har kikket lidt på reglerne for Sverige, Norge og Tyskland:

Fælles for vores tre nabolande er, at hunden skal have gyldig ID-mærkning. Det vil sige, at hunden skal være chipmærket, med mindre hunden er født og tatoveret før den 3. juli 2011. Det er dog en betingelse, at tatoveringen er letlæselig – ellers må hunden chipmærkes.

Hunden skal være rabiesvaccineret. Vaccinationen skal være foretaget mindst 21 dage før indrejse og skal stadig være gyldig. Rabiesvaccinens gyldighedslængde er anført i passet, og hunden skal således revaccineres inden sidste vaccines udløbsdato. Hvis man ikke får hunden vaccineret inden denne dato, skal der igen gå 21 dage, før man kan tage den med over grænsen. Hvalpe må først rabiesvaccineres, når de er 12 uger gamle, og kan således ikke komme med over grænsen før 21 dage senere, når de er 15 uger gamle.

Hunden skal have et gyldigt EU-pas. 21 december 2014 kom der nye pas, hvor siden med ID-nummer skal lamineres og indeholde navn og adresse på den dyrlæge, der udfylder passet. Det er dog tilladt at benytte ”de gamle” pas, der er udstedt før denne dato. Passet udfyldes og udleveres af den dyrlæge, der rabiesvaccinerer hunden.

Man må højst indføre 5 dyr (gælder hund, kat og fritte), med mindre man er tilmeldt konkurrencer, udstillinger eller sportsarrangementer. Dog skal alle dyrene være over ½ år gamle.

Sverige har ingen forbudte hunderacer, MEN det er forbudt at holde hunde der

  • er overdrevent kamplystne
  • let bliver aggressive og bider
  • kun vanskeligt kan overtales til at afbryde et angreb
  • lader deres kampiver gå ud over mennesker og andre hunde

Ved indrejse i Sverige skal indførsel af hunde altid anmeldes til Tullverket. Det sker enten ved, at man henvender sig til embedsmand ved ”Red Point”, at man benytter opsat telefon ved grænsepassage eller ringer til det telefonnummer, der er angivet ved grænsepassagen, eller ved at man henvender sig på nærmeste tullklareringsexpedition. (Så vidt jeg er orienteret ikke nogen nem opgave!)

Hvis man rejser gennem Sverige til Bornholm, kan anmeldelsen ske via internet. Man skal være opmærksom på, at de gamle regler om transit gennem Sverige med hund, hvor man ikke behøvede rabiesvaccination og pas, IKKE gælder mere. Der gælder samme regler for hunde, der blot er på gennemrejse, som for hunde der er på ferie i Sverige.

Norge har ligesom os er række ”forbudte hunderacer”. Det er forbudt at indføre Pitbullterrier, Amerikansk Staffordshire Terrier, Fila Brasilerio, Toso Inu, Dogo Argentino og Tjekkoslovakisk Ulvehund.

Før indrejse i Norge skal hunden behandles med et ormemiddel mod rævens dværgbændelorm – tidligst 120 timer og senest 24 timer før. Dette skal dokumenteres i passet af en dyrlæge.

God tur J

Ulla Musaeus

Dyrlæge, Store Heddinge Dyrehospital